Ved verdens ende – den glemte hest

Bogen er blevet genudgives hos forlaget Read.Die.Repeat d. 31. maj 2025. Den har fået et lækkert nyt omslag, en sproglig opstramning og ny, ekstra historie til sidst. 🧟‍♀️

Ved verdens ende – den glemte hest (2025)

HVAD VIL DET SIGE AT LEVE?

Zombiens hånd lander på den bare hud på min underarm, og fingrene lukker sig hårdt om armen med en urokkelig styrke. Dens negle er flossede, og der er kager af blod for enden af finderspidserne. Én eneste rift, og så er det ude med mis. Pis. Hvem skal så tage sig af hesten?

I øjenkrogen ser jeg ham stampe i jorden med forhovene. Med et skingert vrinsk tigger ham mig om at komme op, så vi kan flygte. Det river i hjertet, for jeg kan ikke.

Hvis jeg dør nu, så er han helt alene.

Igen.

Zombierne har overrendt verden, og livet er reduceret til rendyrket overlevelse. Noget, der tit er nemmere alene. Men selv det mest selvstændige menneske har brug for en forbindelse til noget levende. Så når troværdige mennesker er en mangelvare – hvorfor så ikke følges med en hest?

"The Walking Dead" møder "Den sorte hingst" i en fortælling om en ung kvinde, der kæmper for at finde en mening med livet, mens døden står på spring bag hvert eneste hjørne.

---

"Ved verdens ende er helt sin egen. Den er nytænkt og spændende. C.C. Thybro har taget det bedste fra flere genrer og skabt et værk, der ikke ligner noget, jeg før har læst."

– Anmelder Marissa Søby

"Ved verdens ende kan både få hårene på ryggen til at rejse sig af spænding og samtidig få en tåre frem i øjet."

– Nicks_bogreol

"Ved verdens ende er ikke kun en fed zombiehistorie. Det er også en form for udviklingsroman, hvor hovedpersonen opdager, at det ikke er nok at overleve for at leve. Og så er det en fortælling om det ubetingede venskab, mennesker kan knytte med dyr."

– Jette Holst, Gyseren

"Hellige hest for en fed bog, jeg lige har læst."

– Ruben Greis

Køb bogen her.

Ved verdens ende (2022- versionen)

En fordel, man har imod zombierne, er deres elendige balance. Jeg bruger kosteskaftet til at vælte dem omkuld med. Så kan jeg stikke af, hvis jeg ikke kan overskue at svinge brækjernet, til kraniet knuses, og hjernen splatter ud på jorden. Når de holder op med at bevæge sig, ligner zombierne helt almindelige mennesker, hvis lig er blevet maltrakteret. Nogle dage kan jeg bare ikke slå ihjel, heller ikke selvom jeg burde; en dobbeltdød zombie er en god zombie og måske et menneske, der har fået fred.

At overleve er ikke det samme som at leve. Det ved hovedpersonen, der sjældent møder mennesker, der ikke allerede er døde.

Ved verdens ende er en roman om en ung autistisk kvindes kamp for at finde en forbindelse til noget levende i en ellers død verden, hvor isolation, ensomhed og zombier trænger sig på.

Bagom Ved verdens ende

The Walking Dead møder Den sorte hingst

Idéen tilVed verdens ende var flere år undervejs. Jeg har redet og elsket heste siden barnsben, så jeg har altid vidst, at jeg gerne ville skrive i hvert fald en hesteroman, men i mange år var det bare noter i min notesbog som "ingen rideskole", "western" og "fokus på det særlige bånd mellem dyr og menneske".

Samtidig så havde jeg også en vag idé om en zombiebog, der udforsker en "tom" verden, og pludselig var der et overlap – begge mine idéer handlede faktisk om isolation, så da jeg læste Ray Bradburys bog Zen in the Art of Writing, hvor han netop snakker om at sætte modsatsrettede idéer og genrer sammen, så gav 2+2 pludselig 4.

Jeg elsker både hestebøger og zombiebøger, men begge genrer har også nogle trætte troper og klichéer efterhånden: I hestebøgerne handler det næsten altid mere om de andre på rideskolen, og i zombiebøgerne skal de næsten altid på en eller anden urealistisk rejse for at stoppe Jordens undergang. Det ville jeg ikke. Så bogen er sat i Danmark, og Jorden bliver ikke reddet.

Derefter begyndte jeg at undersøge, hvilke bøger (om både heste og zombier) jeg godt kunne lide. Jeg elskede Den sorte hingst, som barn og ung, og jeg elskede også zombiebøger som The Reapers are the Angels eller Forest of Hands and Teeth.

I Den sorte hingst er fokus på båndet mellem hesten og en lille dreng. Der er ikke noget gruppefnidder på en rideskole, og genremæssigt er bogen en blanding mellem eventyr og sportsroman. I den bliver den unge Alex skibbruden og redder sig (ved hjælpe af den vilde hingst) i land på en øde ø. De oplever en total isolation på denne her ø. De har kun hinanden, og mens de er på øen, ved de ikke, om de nogensinde vil blive fundet. Det er under dette dramatiske eventyr, at de former et unikt bånd baseret først på nød, men senere på gensidig tillid.

I zombiefortællingerne er der – i dem der virkelig bliver siddende under huden på mig – en følelse af at noget uigenkaldeligt er forbi. Jorden er gået under. Alle er døde. Det er også noget The Walking Dead tager ret fint op. Der er ingen vej tilbage. Og så er der jo også det fede motiv i første episode af The Walking Deadmed Rick Grimes, der – med cowboyhat på hovedet – rider ind i en storby på ryggen af en hest. Nu døde hesten vist ret hurtigt (sorry, spoiler), men billedet satte sig fast.

Jeg har også læst og set mange dystopiske fortællinger eller historier om isolation, hvor folk knytter sig til et dyr. Eksempelvis kunne man nævne filmen Love & Monsters (hovedpersonen finder en hund), Life of Pi (hovedpersonen er skibbruden og ender i en lille båd sammen med en tiger), zombieromanen Hollow Kingdom (fortælleren er en kælekrage). Zombiewesterns findes også, og i Dennis Jürgensens Kadaverjagt (en selvstændig fortsættelse til Kadavermarch) er hovedpersonen en eneboer med en hund.

Så snart jeg havde outlinet romanen, fortalte jeg vidt og bredt om konceptet, og alles reaktion var lidt 'ha ha zombiehest', og folk synes egentlig, at det var lidt fjollet. Det var først, da jeg rakte ud til en anden hestepige, at jeg fik medhold i, at det kunne være ret fedt at udforske en verden spækket med zombier fra hesteryg. Men lige fra idéen klikkede på plads i hoved på mig, har jeg følt, at jeg havde fat i den lange ende.