Ved verdens ende – den glemte hest (2025)

HVAD VIL DET SIGE AT LEVE?

Zombiens hånd lander på den bare hud på min underarm, og fingrene lukker sig hårdt om armen med en urokkelig styrke. Dens negle er flossede, og der er kager af blod for enden af finderspidserne. Én eneste rift, og så er det ude med mis. Pis. Hvem skal så tage sig af hesten?

I øjenkrogen ser jeg ham stampe i jorden med forhovene. Med et skingert vrinsk tigger ham mig om at komme op, så vi kan flygte. Det river i hjertet, for jeg kan ikke.

Hvis jeg dør nu, så er han helt alene.

Igen.

Zombierne har overrendt verden, og livet er reduceret til rendyrket overlevelse. Noget, der tit er nemmere alene. Men selv det mest selvstændige menneske har brug for en forbindelse til noget levende. Så når troværdige mennesker er en mangelvare – hvorfor så ikke følges med en hest?

"The Walking Dead" møder "Den sorte hingst" i en fortælling om en ung kvinde, der kæmper for at finde en mening med livet, mens døden står på spring bag hvert eneste hjørne.

---

Køb bogen her.

Ved verdens ende (2022- versionen)

En fordel, man har imod zombierne, er deres elendige balance. Jeg bruger kosteskaftet til at vælte dem omkuld med. Så kan jeg stikke af, hvis jeg ikke kan overskue at svinge brækjernet, til kraniet knuses, og hjernen splatter ud på jorden. Når de holder op med at bevæge sig, ligner zombierne helt almindelige mennesker, hvis lig er blevet maltrakteret. Nogle dage kan jeg bare ikke slå ihjel, heller ikke selvom jeg burde; en dobbeltdød zombie er en god zombie og måske et menneske, der har fået fred.

At overleve er ikke det samme som at leve. Det ved hovedpersonen, der sjældent møder mennesker, der ikke allerede er døde.

Ved verdens ende er en roman om en ung autistisk kvindes kamp for at finde en forbindelse til noget levende i en ellers død verden, hvor isolation, ensomhed og zombier trænger sig på.

Anmeldelse fra Bogbjerget

Jeg er ikke til heste, og jeg er (efter last of us) ved den tro at vi ikke kan koge mere suppe på zombierne.

Men så kom Thybro ind fra højre med sin velskrevede apokalyptiske bog der ikke kun byder på action, men også en særdeles dejlig (synes jeg) hovedperson.

Ved verdens ende er sat i en verden hvor zombierne er mange og verden er næsten øde for mennesker, men den rummer så meget mere end det.

Den handler om tillid, om mod og så handler den om at lærer sig selv at kende når alt man tænkte man vidste slet ikke var sådan alligevel.

Hesten som jeg var spændt på i fortællingen, fylder lige præcis som den skal. Den er hverken for meget eller for useriøs. Den passer ind i historiens omfang og man ender selv med at holde af den. Og hvis man ikke kan holde af den, så kan man uden tvivl holde af dens navn.

På trods af ensomhed og en stædighed ud over det sædvanlige, så følger man vores hovedperson der slutteligt finder sin helt egen plads i en verden, hvor man kan føle sig nyttig, også selvom man allerhelst ikke vil have med andre mennesker at gøre.

Den slutning var fantastisk! ❤️
⭐⭐⭐⭐/5

Anmeldelse fra Fenjascorner

Verden er gået under. Corona, krig, svineinfluenza og klimaforandringerne fik det hele til at kollapse og tilbage er kun zombierne og nogle få overlevende mennesker, der kæmper en indædt kamp for ikke at blive til zombier.

Den navnløse hovedperson bryder sig i grunden ikke om mennesker og trives fint med at rejse alene rundt i det dystopiske landskab. Hun klarer sig, kæmper og har lært, hvordan hun slår zombierne ihjel, inden de når at bide hende.

Undervejs møder hun andre mennesker, men det er svært at være i andres selskab, når man i forvejen har svært ved at tilpasse sig samværet med mennesker og overlevelse gør noget ved dynamikken i grupper. Hun vil helst bare være alene. Helt alene.

Men en dag møder hun en forladt hest, der på mirakuløs vis har overlevet og sammen knytter de et bånd, hun ikke havde forudset. Færden bliver ikke nødvendigvis nemmere af, at hun nu har en rejsemakker, der også udgør et godt måltid.

Ensomheden er et grundvilkår i en bog, der handler om at rejse rundt i et øde land befolket med zombier. Så hvad gør ensomheden ved et menneske? Og kan en hest ændre på det?
Ved verdens ende er en genudgivelse.

Bogen er tidligere udgivet ved Forlaget Leitura i 2022, men er blevet genudgivet hos forlaget Read.Die.Repeat i 2025, hvor den har fået en sproglig opstramning, en ekstra historie tilføjet i enden og et nyt omslag. Og det er en af de smukkeste bøger, jeg har stående i min reol, med sprayed edges og matchende illustrationer inden i omslaget.

Læs den, hvis du er til zombieapokalypser, ensomhed, heste og overlevelse.

⭐⭐⭐⭐/5

Anmeldelse fra Lykkeslæserier

Dystopisk roman om zombier og en ung kvinde alene i verden – men så møder hun en hest 🐎 

Jeg er ikke meget til zombier på film eller TV, men af uvisse årsager fungerer de bedre for mig på bog – i hvert fald i C.C. Thybros "Ved vejens ende. Den glemte hest" (2025), som jeg tænker/tror/håber, er første roman i en serie, da jeg gerne tager en tur mere rundt i det sjællandske landskab i selskab med hovedpersonen. Selvom hun nok helst er fri for mit selskab. I hvert fald er det med andre mennesker ikke lige hendes kop te, uanset om de er levende eller døde! Så hellere en hest, zombieapokalypse eller ej.Vores hovedperson spilder ikke kræfterne på at spekulere over, hvor zombievirussen egentlig kommer fra – hun har ganske enkelt alt for travlt med at overleve, at hendes verden er overrendt af levende kadavere. Og du godeste, hvor er de dog klamme 🤢🤮 Lugten, lyden, ja nærmest smagen af død hænger overalt og beskrivelserne er ikke for sarte sjæle. Men nok ganske 'realistiske', forestiller jeg mig, hvis man ellers kan forestille sig en reel zombieapokalypse i DK.

Det er heller ikke rigtigt bogens pointe. Jeg tænker, at Thybro har valgt dem til sin dystopi pga. den konstante trussel, de udgør, i hvad der i bund og grund er en eksistentiel krise. For her er livet skåret ned til den rene og skære eksistens. Og hvad vil det i det hele taget sige at leve? Man kan sagtens læse bogen for handlingen alene – og den er spændende – men grunden til, at jeg læser dystopier, er altid for at lære noget dybere om mig selv, andre mennesker og livet, og på den front leverer bogen også.Har I tænkt over, hvad I vil gøre, hvis zombieapokalypsen en dag kommer, sådan for real? Man fortryder jo næsten, at man ikke er hestepige, for det dælme smart at have en hest at kunne stikke af på. Det har jeg så ikke, og jeg har i øvrigt også en fæl mistanke om, at jeg er typen, der ville ryge i allerførste zombiebølge 🧟‍♀️🧟‍♂️ Og måske godt det samme – Thybros scenarie er i hvert fald ikke for svæklinge.

⭐⭐⭐⭐/5

Bøgerne i vores reol

Ved verdens ende bliver også omtalt og anmeldt i dette skønne podcast. Lyt med her: Episode 5.

Anmeldelse fra Voresbogreol

Zombier og heste?

Jeg er hverken til zombier (skræmmende) eller heste (mega skræmmende), men på magisk vis formår C.C. Thybro at skrive en bog, hvor jeg hverken keder mig over hestesnakken eller går kold i en zombie-overlevelse. I sig selv er det faktisk bare en helt vild fed blanding af genrer, selvom jeg ikke helt troede på det, da jeg begyndte på bogen.

Som en der dog har set lidt zombiefilm, og virkelig har en holdning til den form for præmis, så er jeg først og fremmest glad for, at vi får lagt nogle ordentlige zombie-regler. Zombierne i bogen går i et jævnt tempo, men er utrættelige. De går efter lyd og bevægelser. Og vigtigst af alt, så er de virkelig klamme og giver vores hovedperson kvaler over at dobbelt-dræbe dem. Det er dejligt ukompliceret og C.C. Thybro får ikke gravet sig ned i et hul, man som læser ikke tror på.

Noget af det, jeg især blev grebet af, var hovedpersonens indre kamp. Hun er alene i verden, men hendes tanker og refleksioner om at leve versus bare at overleve, ramte mig hårdt. Det var vildt spændende at lære hendes historie at kende, i en verden, hvor hun kun har sig selv. At følge hende rundt i det ødelagte Næstved gjorde universet både lokalt og genkendeligt, men samtidig vildt fremmed, fordi døden hele tiden lurer. Langsomt kommer vi igennem hendes forhistorie, hvor en tung bagage virkelig vejer hendes mentale tilstand ned, og det gav historien en dybde, jeg ikke havde forventet.

Alt i alt synes jeg, at bogen er en spændende blanding af alvor, gys og noget næsten barnligt legende. Jeg elskede, at hesten både var dum og klog på samme tid, præcis som dyr er i virkeligheden. Så uanset hvor urealistisk en fortælling det er, så rammer bogen realisme præcis de steder, fortællingen har brug for. Havde jeg læst denne bog som teenager, så var jeg blevet totalt besat af universet.

Bogen får ⭐⭐⭐⭐.5 ud af 6 stjerner. 

Er du vild med zombier, en postapokalypisk verden og splat? Så er Ved verdens ende præcis den bog du skal læse 🧟‍♀️

Man følger en unge kvinde, som holder sig for sig selv og prøver at overleve under en zombie-apokalypse. Hun bruger hendes dage på at prøve at finde mad, vand og nogenlunde sikkert ly for natten, hvilket kan være svært, fordi det aldrig er sikkert at blive det samme sted for lang tid. Undervejs møder hun mennesker, men når alle er desperate for at overleve er det ikke altid, at alle vil hinanden det bedst. Dog finder hun en hest, som bliver hendes følgesvend - omend først ufrivilligt 💥

Jeg har ikke læst nogle bøger, som minder om denne, hvilket skal tages som et stort kompliment. Worldbuildende omkring zombie-apokalypsen og at den foregår i Danmark, er eminent, og føles af og til ret realistisk med de nutidige problemstillinger, som samtidig bliver hevet med ind i fortællingen 🧟‍♀️

Normalt foretrækker jeg bøger med meget dialog, hvilket ikke er tilfældet i denne bog, hvor hovedpersonen for det meste begiver sig rundt selv indtil hun møder hesten, der bliver hendes følgesvend - men beskrivelserne undervejs er så velskrevet, at jeg ikke har manglet mere dialog. Især de scener, hvor vores hovedperson kæmper mod zombierne er vilde - duften og lydene er næsten noget man kan fornemme 💥

Og som en der selv har haft en hest, der næsten var ren araber, som den i bogen, så er det umuligt ikke at forelske sig i hesten. Beskrivelserne af den og dens væremåde er noget man kan se for sig uden problemer. Selv hvis man ikke er så meget til heste, så bør man bestemt stadig læse bogen. Den indeholder sig meget mere end relationen mellem en pige og hendes hest 🧟‍♀️

Den får absolut de varmeste anbefalinger med på vejen 🧟‍♀️💥

- Mysbooknook, bogblogger

Pleasejustletmeread

Ved verdens ende er en zombie-roman. Den blander den meget virkelighedsnære med det mere klassiske fantasy om zombier. Samtidig er fortællingen helt sin egen; charmerende og unik, og med sit helt eget take på zombierne.

Da bogen starter, er zombie-apokalypsen for længst brudt ud. Vi følger en ung, introvert kvinde, der egentlig har det be dst i sit eget selskab, og trives fint uden at have andre mennesker at følges med. Hun finder dog en hest, som hun gør til sin følgesvend, hvilket især én gruppe overlevende har det svært med, - for hesten kan bruges som mad. Men hvad så, når hesten samtidig er en kammerat, en følgesvend og et værktøj mod zombierne? Kan man få lov bare at leve som man selv gerne vil, uden at andre behøver blande sig? Hvem bestemmer egentlig i en verden, hvor samfundet som vi kender det nærmest er ikke-eksisterende?

Vores hovedperson er meget fåmelt af natur, og siger kun ganske lidt, men hendes indre liv er rigt og spændende at dykke ned i. Selvom hendes tilværelse som eneboer og nomade for nogle kan virke meget ensom, er det slet ikke sådan hun selv oplever det, og hun holder sig nemt beskæftiget, også i mere fredelige perioder i tilværelsen. Det er en absolut fornøjelse at se, hvordan der også bliver plads til denne slags individer, - at der også er plads til mennesker, der hviler så meget sig selv, og får lov til at dyrke solotilværelsen uden at det er et personlighedstræk der skal "fikses". Det er altid skønt at se det anderledes få lov at fylde og insistere på at være, lige som det er, bare fordi, - for hvorfor ikke? Hvad kommer det i bund og grund andre ved, at nogen har mest ud af at være sig selv?

Ved verdens ende er et friskt pust og et interessant indspark til den danske fantasy-scene. Det er bogen, der tør skille sig en smule ud fra mængden og gå sin egen vej, og den slags kan altså noget. Det er velskrevet og spændende, og det er bogen der er urimeligt vanskelig at lægge fra sig, - og så er alle detaljer omkring den super-lækre og gennemførte, så det er en fornøjelse både at læse med og bare at betragte bogen.

Bogen har mine varmeste anbefalinger. fra 13-14 år og op.