Anmeldelse fra Bogbjerget

Jeg er ikke til heste, og jeg er (efter last of us) ved den tro at vi ikke kan koge mere suppe på zombierne. 

Men så kom Thybro ind fra højre med sin velskrevede apokalyptiske bog der ikke kun byder på action, men også en særdeles dejlig (synes jeg) hovedperson.

 
Ved verdens ende er sat i en verden hvor zombierne er mange og verden er næsten øde for mennesker, men den rummer så meget mere end det. 

Den handler om tillid, om mod og så handler den om at lærer sig selv at kende når alt man tænkte man vidste slet ikke var sådan alligevel.

Hesten som jeg var spændt på i fortællingen, fylder lige præcis som den skal. Den er hverken for meget eller for useriøs. Den passer ind i historiens omfang og man ender selv med at holde af den. Og hvis man ikke kan holde af den, så kan man uden tvivl holde af dens navn. 

På trods af ensomhed og en stædighed ud over det sædvanlige, så følger man vores hovedperson der slutteligt finder sin helt egen plads i en verden, hvor man kan føle sig nyttig, også selvom man allerhelst ikke vil have med andre mennesker at gøre. 

Den slutning var fantastisk! ❤️
⭐⭐⭐⭐/5

- af 

Anmeldelse fra Fenjascorner

Verden er gået under. Corona, krig, svineinfluenza og klimaforandringerne fik det hele til at kollapse og tilbage er kun zombierne og nogle få overlevende mennesker, der kæmper en indædt kamp for ikke at blive til zombier.

Den navnløse hovedperson bryder sig i grunden ikke om mennesker og trives fint med at rejse alene rundt i det dystopiske landskab. Hun klarer sig, kæmper og har lært, hvordan hun slår zombierne ihjel, inden de når at bide hende. 

Undervejs møder hun andre mennesker, men det er svært at være i andres selskab, når man i forvejen har svært ved at tilpasse sig samværet med mennesker og overlevelse gør noget ved dynamikken i grupper. Hun vil helst bare være alene. Helt alene.

Men en dag møder hun en forladt hest, der på mirakuløs vis har overlevet og sammen knytter de et bånd, hun ikke havde forudset. Færden bliver ikke nødvendigvis nemmere af, at hun nu har en rejsemakker, der også udgør et godt måltid.

Ensomheden er et grundvilkår i en bog, der handler om at rejse rundt i et øde land befolket med zombier. Så hvad gør ensomheden ved et menneske? Og kan en hest ændre på det?
Ved verdens ende er en genudgivelse.

Bogen er tidligere udgivet ved Forlaget Leitura i 2022, men er blevet genudgivet hos forlaget Read.Die.Repeat i 2025, hvor den har fået en sproglig opstramning, en ekstra historie tilføjet i enden og et nyt omslag. Og det er en af de smukkeste bøger, jeg har stående i min reol, med sprayed edges og matchende illustrationer inden i omslaget.

Læs den, hvis du er til zombieapokalypser, ensomhed, heste og overlevelse.

⭐⭐⭐⭐/5

Anmeldelse fra Lykkeslæserier

Jeg er ikke meget til zombier på film eller TV, men af uvisse årsager fungerer de bedre for mig på bog – i hvert fald i C.C. Thybros "Ved vejens ende. Den glemte hest" (2025), som jeg tænker/tror/håber, er første roman i en serie, da jeg gerne tager en tur mere rundt i det sjællandske landskab i selskab med hovedpersonen. Selvom hun nok helst er fri for mit selskab. I hvert fald er det med andre mennesker ikke lige hendes kop te, uanset om de er levende eller døde! Så hellere en hest, zombieapokalypse eller ej.

Vores hovedperson spilder ikke kræfterne på at spekulere over, hvor zombievirussen egentlig kommer fra – hun har ganske enkelt alt for travlt med at overleve, at hendes verden er overrendt af levende kadavere. Og du godeste, hvor er de dog klamme 🤢🤮 Lugten, lyden, ja nærmest smagen af død hænger overalt og beskrivelserne er ikke for sarte sjæle. Men nok ganske 'realistiske', forestiller jeg mig, hvis man ellers kan forestille sig en reel zombieapokalypse i DK.

Det er heller ikke rigtigt bogens pointe. Jeg tænker, at Thybro har valgt dem til sin dystopi pga. den konstante trussel, de udgør, i hvad der i bund og grund er en eksistentiel krise. For her er livet skåret ned til den rene og skære eksistens. Og hvad vil det i det hele taget sige at leve? Man kan sagtens læse bogen for handlingen alene – og den er spændende – men grunden til, at jeg læser dystopier, er altid for at lære noget dybere om mig selv, andre mennesker og livet, og på den front leverer bogen også.

Har I tænkt over, hvad I vil gøre, hvis zombieapokalypsen en dag kommer, sådan for real? Man fortryder jo næsten, at man ikke er hestepige, for det dælme smart at have en hest at kunne stikke af på. Det har jeg så ikke, og jeg har i øvrigt også en fæl mistanke om, at jeg er typen, der ville ryge i allerførste zombiebølge 🧟‍♀️🧟‍♂️ Og måske godt det samme – Thybros scenarie er i hvert fald ikke for svæklinge.

⭐⭐⭐⭐/5

Pleasejustletmeread

Ved verdens ende er en zombie-roman. Den blander den meget virkelighedsnære med det mere klassiske fantasy om zombier. Samtidig er fortællingen helt sin egen; charmerende og unik, og med sit helt eget take på zombierne.

Da bogen starter, er zombie-apokalypsen for længst brudt ud. Vi følger en ung, introvert kvinde, der egentlig har det bedst i sit eget selskab, og trives fint uden at have andre mennesker at følges med. Hun finder dog en hest, som hun gør til sin følgesvend, hvilket især én gruppe overlevende har det svært med, - for hesten kan bruges som mad. Men hvad så, når hesten samtidig er en kammerat, en følgesvend og et værktøj mod zombierne? Kan man få lov bare at leve som man selv gerne vil, uden at andre behøver blande sig? Hvem bestemmer egentlig i en verden, hvor samfundet som vi kender det nærmest er ikke-eksisterende?

Vores hovedperson er meget fåmelt af natur, og siger kun ganske lidt, men hendes indre liv er rigt og spændende at dykke ned i. Selvom hendes tilværelse som eneboer og nomade for nogle kan virke meget ensom, er det slet ikke sådan hun selv oplever det, og hun holder sig nemt beskæftiget, også i mere fredelige perioder i tilværelsen. Det er en absolut fornøjelse at se, hvordan der også bliver plads til denne slags individer, - at der også er plads til mennesker, der hviler så meget sig selv, og får lov til at dyrke solotilværelsen uden at det er et personlighedstræk der skal "fikses". Det er altid skønt at se det anderledes få lov at fylde og insistere på at være, lige som det er, bare fordi, - for hvorfor ikke? Hvad kommer det i bund og grund andre ved, at nogen har mest ud af at være sig selv?

Ved verdens ende er et friskt pust og et interessant indspark til den danske fantasy-scene. Det er bogen, der tør skille sig en smule ud fra mængden og gå sin egen vej, og den slags kan altså noget. Det er velskrevet og spændende, og det er bogen der er urimeligt vanskelig at lægge fra sig, - og så er alle detaljer omkring den super-lækre og gennemførte, så det er en fornøjelse både at læse med og bare at betragte bogen.

Bogen har mine varmeste anbefalinger. fra 13-14 år og op.

Anita Hebsgaard

Ved verdens ende er en af de sjoveste bøger, jeg længe har læst. Horror blandet med en god portion humor. Den er velskrevet, dragende og spændende samtidig med den sætter fokus på klima forandringer og hvilken betydning det har. Hun forstår at trække læseren ind fra første side. 

Efter en virus har forvandlet det meste af befolkningen til levende døde, er hovedpersonen på flugt fra hungrende zombier og zombie grise. På sin vej igennem det øde Midtsjælland finder hun en hest, som bliver hendes følgesvend. Ufrivilligt knytter hun sig til hesten og omvendt. Til trods for envejskommunikationen, skinner hestens personlighed og til tider humoristiske tilgang til det underlige menneske, tydeligt igennem. Jeg elsker dynamikken mellem de to, den er fantastisk. Den er med til at gøre det hele mere lyst, selvom det er hårdt.

Som læser føler man med hende og den enorme ensomhed der plager hende, men som hun ikke rigtig vil indrømme overfor sig selv. Den indre kamp hun har med sig selv om, ikke at knytte sig til hesten føler jeg helt ind i mit hjerte. Mange af de følelser hun har deler jeg med hende. Selvom alt ser sort ud, giver hun aldrig op og har en vilje til at overleve.

Den får 5 af 5 ⭐